Hårdt at være musiker

Det har virkeligt været nogle hårde år. De sidste næsten 2 år ved jeg slet ikke, hvordan jeg har overlevet. Min indkomst har jo været banket fuldkommen i bund. Ja, jeg har da måtte skrabe alt, hvad jeg har haft på kistebunden. Men nu ser det ud til endeligt at gå i den rigtige retning. Som sanger har jeg ikke en fast indkomst. Det kan være, at der er en producer, der ringer op til mig, fordi han gerne vil have, at jeg kommer og med til en indspilning med et band. Det kan også være, at jeg skal være stand-in for en af korpigerne til en koncert. Det betyder, at jeg bliver betalt pr. opgave, jeg får. Især i de sidste mange måneder har det været svært på grund af alt det der corona.

Koncerter igen

Men nu, hvor der bliver arrangeret koncerter og festivaler igen, så er der ligesom ved at gå hul på den onde byld. Jeg har haft en del jobs her i løbet af sommeren. Og så sent som i går var jeg i studiet for indspille sammen med et nyt dansk boy-band. De er ret ukendte. Men de kan noget. Og de har en god energi. Jeg tror, de når langt. Ligesom produceren også tror. Vi brugte ret mange timer i studiet. Jeg opdagede til min store glæde, at der var sket nogle opgraderinger af udstyret der.

Ny mikrofon

Bl.a. var der kommet en ny mixerpult. Og mikrofonen, jeg sang ved, var blevet udskiftet. Den var blevet til en Shure SM7B som var købt her. Og jeg ved af erfaring fra andre studier, at det er en god mikrofon. Jeg arbejdede sammen med bandet i nogle timer. Det gik faktisk godt. De er ikke så erfarne, så det var nemt for mig at slappe af. Følte, at jeg havde min stemme det rigtige sted. Og med min nye Shure gik det jo bare fantastisk!

Efter samarbejdet fik jeg min betaling og kørte hjem igen. Jeg hæver checken i morgen. Tager lidt kontanter med mig og resten sætter jeg ind på kontoen. Der må efterhånden være tilstrækkeligt med penge på den til, at jeg kan betale alle mine regninger i denne måned. Håber virkeligt, at der kommer flere jobs i løbet af måneden. Det vil være rart at kunne spare lidt op igen. Hvem ved, om Corona virkeligt har lagt sig. Ingen ved det. Og jeg skal bare være forberedt på det værste. Tingene ser jo temmelig sorte ud i både Rusland og USA endnu.

Så kom opkaldet

Jeg sætter mig ind i min ministue. Lytter til musik. Telefonen ringer. Det er produceren. Han spørger, om jeg kan komme igen i morgen. Boy-bandet vil gerne lave endnu en indspilning, og de bad om, at jeg kommer. ”Fedt”, tænker jeg. Siger, at det vil jeg da gerne. Taler lidt med produceren om, hvordan han ser på tingene: Skal der laves et helt album med drengene? Har de en fremtid? Har han andre spændende musikere linet op til flere indspilninger? Han fortæller mig sådan lidt løst og fast. Lover, at han ikke glemmer mig. Han ved, at jeg er fattig og trænger til arbejde igen.Og nu har jeg da trods alt den bedste mikrofon, der findes, ikke?